MENU

Rock, håb og kærlighed i Dronninglund

Bruuns_Kapel.jpg
25-05-2022

Onsdag den 8. juni vil lyden af 90’erne give genlyd i Dronninglund Kirke. Her spiller bandet Bruuns Kapel nemlig rocknumre af bands som Oasis, Alanis Morissette, REM og Kashmir.

De to sognepræster Jeannette Nymann Geller fra Asaa og Melholt Kirker og Marie Kirketerp fra Hjallerup Kirke vil binde rocknumrene sammen med refleksioner over begrebet håb. 

Aftenen er arrangeret af sognepræsterne i den østlige del af Brønderslev Provsti; Asaa-Melholt, Hjallerup, Dorf og Dronninglund, Hellevad-Ørum samt Voer-Agersted, og de håber, at folk vil krydse sognegrænsen for en anderledes oplevelse i kirkerummet.

 

En hybrid mellem koncert og gudstjeneste

Ifølge Marie Kirketerp fra Hjallerup Kirke er det nye fællesarrangement hverken en egentlig koncert eller en gudstjeneste.

-Når man sætter nye skibe i søen, er det ikke altid let at sætte ord på dem. Man kan vel kalde arrangementet en hybrid mellem en koncert og en gudstjeneste. Det er hverken det ene eller det andet – og så alligevel, siger hun.  

Sognepræsterne håber, at mange har lyst til at tage del i arrangementet. Og de tror på, at kombinationen af rockmusik og refleksioner også kan tiltrække voksne, som ikke plejer at bruge kirken så meget. Marie Kirketerp understreger, at konceptet er afslappet, og at man kan føle sig tilpas og hjemme, også selvom man ikke er vant til at gå i kirke.

 

Temaet er håb

Bandet Bruuns Kapel leverer 12 numre i løbet af aftenen. Kendte rocknumre som for eksempel ’Loosing my religion’ af REM og ’Beautiful Day’ af U2 bliver sat ind i en ny kontekst, når de bliver spillet i kirkens rum. Sangene har det til fælles, at de fra forskellige vinkler belyser temaet håb.

-Håb er et evigt aktuelt tema at tage fat i, og lige nu er det ikke mindre aktuelt. Når alt kører for os, tænker vi sjældent over, at håb er en helt afgørende faktor i vores liv. Men det er altid tydeligt i modgangstider. Håbet er nødvendigt for, at man kan holde modet oppe, siger Marie Kirketerp.

-’Hold håbet op’, lyder det i en helt ny salme, som peger på, at håbet kan hjælpe med at vise vej. Så det vil vi gøre denne aften: Holde håbet op både for os selv og for dem, som lige nu oplever livets modgang, afslutter hun.

Arrangementet begynder kl. 19.30, og dørene åbnes kl. 19.00. Der er gratis entré, og alle er velkomne!

Foto: Gug Kirke 

Ultimate Web A/S