MENU

Kirkevandringer til efteråret

Vandreruter_mellem_kirkerne_Eddy_Marrup_og_Susanne_Kristensen_ved_Tolstrup_Kirke.jpg
08-06-2021

En ny arbejdsgruppe er gået i gang – i bogstaveligste forstand – med at planlægge vandringer mellem kirkerne i Brønderslev Provsti.

Gruppen har gået prøvevandringer og indsamlet spændende historisk information om de forskellige kirker, og nu er de klar med de første to offentlige kirkevandringer: 19. september mellem Tolstrup og Serritslev Kirker og 10. oktober mellem Dronninglund Kirke og Hjallerup Kirke via Dronninglund Kunstcenter. Sæt kryds i kalenderen og find traveskoene frem. 

Der er ikke sat et tidspunkt på endnu, men nærmere information kommer ud på her på siden og de enkelte kirkers hjemmesider, samt i lokalaviserne. Gruppen arbejder på at få flere vandringer i kalenderen og har desuden også retrætedage i tankerne på sigt.

Hvis nogen ønsker at være med i det spændende arbejde, kan man henvende sig til sognepræst i Dronninglund, Rune Leo Thomassen, som er tovholder for gruppen.

Gruppen er oprettet ud fra et ønske om at skabe mere fokus på, hvordan vandring og retræte i en kirkelig ramme kan give ro, perspektiv og glæde i et moderne menneskeliv.

Ultimate Web A/S